Nyhed!

Kasakhstan · Et paradis for naturelskere

Flyrejser
9 Dage

Rejs med til verdens niendestørste land, hvor der venter storslåede naturscenerier og spændende oplevelser langs den gamle Silkevej. Vi besøger byen Almaty og nogle af Kasakhstans imponerende nationalparker, hvor vi oplever de fortryllende landskaber fra moderne 4-hjulstrækkere.

Kasakhstan ligger i Centralasien langs den gamle Silkevej, hvor de store græsstepper var vigtige for karavanerne på rejsen mod vest med silke, perler og krydderier. Gennem århundreder har Kasakhstans mangfoldighed af uovertruffen natur været kendt af rejsende, og i 1600-tallet blev hollændernes kostbare og sjældne tulipaner bragt hjem herfra. I 1991 løsrev landet sig fra Sovjetunionen, og i dag tjener Kasakhstan godt på olieudviklingen...

Rejs med til verdens niendestørste land, hvor der venter storslåede naturscenerier og spændende oplevelser langs den gamle Silkevej. Vi besøger byen Almaty og nogle af Kasakhstans imponerende nationalparker, hvor vi oplever de fortryllende landskaber fra moderne 4-hjulstrækkere.

Kasakhstan ligger i Centralasien langs den gamle Silkevej, hvor de store græsstepper var vigtige for karavanerne på rejsen mod vest med silke, perler og krydderier. Gennem århundreder har Kasakhstans mangfoldighed af uovertruffen natur været kendt af rejsende, og i 1600-tallet blev hollændernes kostbare og sjældne tulipaner bragt hjem herfra. I 1991 løsrev landet sig fra Sovjetunionen, og i dag tjener Kasakhstan godt på olieudviklingen ved Det Kaspiske Hav. Selv om Kasakhstan har et areal på størrelse med hele Vesteuropa, er det for mange et ukendt land. Nogle vil måske huske, at det var herfra Andreas Mogensen, som den første dansker nogensinde, blev sendt ud i rummet i 2015. 

Rejsens højdepunkt er en naturskøn tredagestur i de prægtige landskaber, der byder på blågrønne søer, snedækkede bjerge og vidstrakte stepper. Med erfarne chauffører og lokalguide kører vi i moderne 4-hjulstrækkere ud i det uspolerede bagland, hvor vi oplever Charyn Canyon - Kasakhstans svar på Grand Canyon i USA - og den første af de smukke Kolsaysøer, der ligger i Tian Shan-bjergene. Vi ser også den mystiske og underskønne Kaindysø, hvor træstammer stikker op af det blågrønne vand. Det er en oplevelse i sig selv at bo i nationalparkerne, hvor der ikke findes hoteller, men kun få privatejede guesthouses med enkel indretning. Vi nyder synet af de højtsvævende kongeørne i luften og mærker livet på landet som i gamle dage - det er livsbekræftende og langt væk fra masseturismen. 

Efter vores naturskønne eventyr afsluttes rejsen med ophold i kulturbyen Almaty, der er omgivet af de majestætiske Tian Shan-bjerge. Her kan vi fordybe os i Kasakhstans spændende historie og gå på opdagelse på de summende markeder og i de hyggelige gågader. Kontrasten mellem de rolige og fredfyldte nationalparker og den livlige og charmerende storby er stor og vidner om det mægtige lands mange facetter. Glæd dig til en rejse, hvor vi oplever Kasakhstan fra flere forskellige vinkler.

Rutekort - Rejser til Kasakhstan

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
1.175,-
Dobbeltværelse med bad og toilet i Guesthouse Zhibek Zholy
225,-
Afbestillingsforsikring
660,-

Ekstraarrangementer

Falkefarm og orientalsk middag med show
550,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Almaty t/r
  • Alle skatter og afgifter, p.t. kr. 1.080,-
  • 1 nat i Almaty på Hotel Kazakhstan***+
  • 2 nætter Kolsay Lakes Nationalpark på Guesthouse Zhibek Zholy
  • 4 nætter i Almaty på Hotel Kazzhol****
  • 7 x morgenmad (2.-8. dag)
  • 1 x morgenmadspakke (9. dag)
  • 5 x frokost (3. 4. 5. 6. og 8. dag)
  • 5 x middag (2. 3. 4. 5. og 8. dag)
  • 1 fl. vand på alle udflugter 
  • Byvandring i Almaty, inkl. metrobillet
  • Besøg ved Zenkov-kirken 
  • Besøg på Musikinstrumentmuseet
  • 3-dages tur med moderne 4-hjulstrækkere, inkl. entré til Charyn Canyon Nationalpark og Kolsay Lakes Nationalpark
  • Svævebane til Medeo og Shymbulak
  • Byvandring i Almaty, inkl. svævebane til Kok Tobe
  • Besøg på Det Grønne Marked
  • Besøg i Etno-landsbyen Huns
  • Drikkepenge til chauffører og lokalguide, kr. 150,- 
  • Rejseforedrag inden afrejse
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Bemærkninger

Ekstraarrangement bestilles sammen med rejsen (min. 10 deltagere).

Dagsprogram

1. dag: Mod Centralasien

Om aftenen flyver vi fra København med Air Baltic via Riga til Kasakhstan. På flyet har vi inkluderet en lille snack og en flaske vand.

2. dag: Almaty, Æblets by

Om morgenen ankommer vi til Almaty, Kasakhstans største by, der er kendt for sin spektakulære beliggenhed omgivet af snedækkede bjerge. Æblet stammer fra Almaty, og i området gror mange forskellige æblesorter. Byens navn betyder derfor meget passende ”æblets fader”. Vi bor en enkelt nat på byens historiske Hotel Kazakhstan, der er Almatys vartegn og afbilledet på pengesedler. Værelset er til rådighed allerede ved ankomst, og vi nyder morgenmaden på hotellet, inden der er tid til afslapning efter rejsen.

Om eftermiddagen tager vi på en lille byvandring, hvor vi besøger den sovjetiske mindepark for de 28 Panfilov-soldater, som døde under 2. verdenskrig. På sidste skoledag sætter elever blomster ved den evige flamme, og nygifte kommer her for at blive fotograferet. Udefra ser vi den smukke russisk-ortodokse Zenkov-trækirke i bolsjelignede farver og mønstre, der i Sovjettiden blev brugt som museum og koncertsal. Kirken er under renovation og forventes genåbnet i løbet af 2019. Vi besøger også det spændende museum med over 1.000 musikinstrumenter, der ligger i en enestående træbygning, inden vi kører en tur med metroen. Almatys ni metrostationer er flot udsmykket, som var de et kunstmuseum. Om aftenen byder vi velkommen med middag på vores berømte hotel i panoramarestauranten på 26. etage.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

Almaty med smukke bjerge i baggrunden.

Almaty med smukke bjerge i baggrunden.

3. dag: På eventyr i Charyn Canyon

I dag starter vores tredages rundtur i Kasakhstans uspolerede natur. I moderne 4-hjulstrækkere, med plads til 3-4 personer og bagage i hver bil, kører vi gennem små landsbyer og videre off road til Charyn Canyon Nationalpark, der ligger tæt på den kinesiske grænse. Selvom Charyn Canyon er mindre end USA's Grand Canyon, regnes de eventyrlige rødgule sandklipper for at være ligeså imponerende. Charyn Canyon strækker sig langs Tian Shan-bjergene og 154 kilometer langs den dybe Charynflod, der ligger i bunden af den dybe kløft. Gennem tiden har vind, sol og vand skabt helt unikke formationer i form af skulpturer i forskellige størrelser. Glæd dig til den lette vandretur på 40 minutter gennem Slotsdalen i bunden af kløften, hvor en lille vej fører os forbi de helt usædvanlige klippeformationer i en verden af smukke, rødlige nuancer omgivet af stejle, lodrette klipper. Vi når floden ved et åbent område, hvor vi nyder en traditionel frokost på områdets eneste restaurant. Charyn Canyon nydes bedst både set fra oven og set nedefra, og der er pauser undervejs ved særligt flotte udsigtspunkter.

Efter frokost kører vi til Månedalen og nyder panoramaudsigten over området, som føles fuldstændig uberørt af mennesker. Sidst på dagen når vi frem til Kolsay Lakes Nationalpark, hvor vi skal bo to nætter i et familieejet guesthouse. Om aftenen nyder vi en traditionel middag hos familien.      

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

De smukke rødbrune klipper i Charyn Canyon.

De smukke rødbrune klipper i Charyn Canyon.

4. dag: Den mørkeblå Kolsaysø

Efter morgenmaden venter en dag i det fri, når vi besøger en af de smukke Kolsaysøer ved grænseområdet til Kirgisistan. Søen ligger i et naturligt bjergreservoir, der blev skabt af et jordskred, der blokerede for Kolsayfloden, og som dermed dannede Kolsaysøerne. Vi besøger den første af søerne i ca. 1.800 meters højde. Søens krystalklare vand er omgivet af skove med høje træer, og på grund af søens øde beliggenhed vokser her sjældne plante, som blandt andet edelweiss. Forskere har faktisk registreret 704 plantearter i nationalparken, hvoraf 11 er klassificeret som sjældne. Temperaturen svinger meget selv på varme sommerdage,og det kan også være lidt koldt om natten. Vi følger en lille træbeklædt sti langs den ene siden af søen til et idyllisk udsigtspunkt og fortsætter stille og roligt ad en let vandresti langs den anden søbred helt til enden, hvorfra vi skal samme vej tilbage - gåturen er på cirka to kilometer. Nyd søens mørkeblå farve, lad dig betage af skyernes og træernes refleksioner i det blanke vandspejl, lyt til stilheden, og mærk den friske luft. Undervejs holder vi pause og nyder vores frokostmadpakker. Om aftenen venter middagen i vores guesthouse.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

Den mørkeblå Kolsay sø.

Den mørkeblå Kolsay sø.

5. dag: Den blågrønne Kaindysø, Kasakhstans perle

I dag fortsætter vores tur med 4-hjulstrækkere til Kaindysøen, der ligger 2.000 meter over havets overflade. Kaindysøen blev dannet under et jordskælv i 1911, hvor et stort jordskred dækkede kløften og oversvømmede skoven. At se søens mystiske landskab med de nærmest mumificerede træstammer, der overalt stikker op af søens klare blågrønne vand, er noget helt særligt - det er vandets kolde temperatur, der gør, at træstammerne er bevaret. Kaindysøen er forståeligt nok blevet symbolet på Kasakhstan. På den lille vandretur ved søen oplever vi de naturskønne udsigtspunkter både set oppefra og helt nede ved søen. Her er der lidt stigninger og ujævnt terræn, ligesom jorden kan være lidt fugtig, men vi tager det roligt – oplevelsen er så stor, at det er alle anstrengelser værd. Et fantastisk landskab og en særlig ro hersker ved denne naturskønne sø.

Efter uovertrufne naturoplevelser i nationalparkerne kører vi til den lille landsby Saty, hvor vi nyder frokosten hos en lokal familie. Herefter kører vi tilbage til storbyen Almaty, hvor vi skal bo fire nætter i hjertet af byen på et af de mest populære hoteller. Om aftenen nyder vi middagen på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

Den berømte Kaindy sø med de mange pæle.

Den berømte Kaindy sø med de mange pæle.

6. dag: Byrundtur i Almaty

Efter morgenmaden kører vi lidt uden for Almaty til Ili Alatau Nationalpark, hvorfra vi med moderne svævebaner kører op til Medeo, verdens højst beliggende olympiske isstadion. Vi fortsætter videre op med svævebane til bjergresortet Shymbulak i 2.260 meters højde til et imponerende syn over bjergene. I 1950’erne vandrede skiløbere hele vejen op ad bjerget for derefter på blot et øjeblik at køre ned igen! I dag er det et velbesøgt resort med dyre restauranter.

Vi kører tilbage til Almaty, og efter frokosten på en lokal restaurant spadserer vi gennem gågaden Panfilov, der er fyldt med moderne butikker, hyggelige caféer og restauranter. Turen starter ved Operaen og slutter ved det stemningsfulde Arbat, hvor kunstmalere og gadeoptrædende holder til. Vi møder også det ægte Centralasien på Det Grønne Marked, hvor boder fordelt i to etager er fyldt med nødder, eksotisk frugt, tørret frugt, georgisk slik, farverige krydderier, koreanske salater, friske grøntsager, urter, kød og fisk. Kig ind i den store afdeling med tøj eller i den gammeldags butik med Almatys berømte chokolade. Man bliver let fristet på Det Grønne Marked, og selv om man skal forhandle om prisen, er der gode køb at gøre. Byrundturen slutter med endnu en tur i svævebane, denne gang til Kok Tobe, der ligger i 1.100 meters højde. Kok Tobe betyder den grønne bakke, og herfra har vi en flot udsigt over byen. Det er også et yndet udflugtsmål for familier, som hygger sig i den lille forlystelsespark med minizoo.   

Har du lyst, kan du om aftenen tage med rejselederen på en hyggelig restaurant for egen regning.

Vi tager forbehold for lukning af svævebanerne ved dårligt vejr.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost.

Svævebanen til Kok Tobe.

Svævebanen til Kok Tobe.

7. dag: På egen hånd i Almaty   

Nyd formiddagen eller hele dagen på egen hånd med shopping i et af byens store indkøbscentre, et gensyn med Det Grønne Marked, afslapning på en hyggelig café eller måske med en af hotellets spabehandlinger? Det er spændende at gå på opdagelse og besøge markederne, som på mange måder stadig fungerer som i Sovjettiden. Mon ikke det lave prisniveau gør, at kufferten bliver tungere end på udrejsen?   

Inkluderede måltider: Morgenmad.

Ekstraarrangement: Falkefarm og orientalsk middag med show     
Om eftermiddagen besøger vi falkefarmen Sunkar. Falkejagt menes at have sin oprindelse i Centralasien ca. 2.000 år f.Kr., og kasakherne har en årelang tradition for at bruge både falke, ørne og høge til jagt. Rovfuglene er værdsat til jagt på grund af deres instinkt og fart. Inden opfindelsen af våben var rovfuglene en afgørende omstændighed i krig, men i dag er det en sport og hobby. Fuglene får lov at flyve frit, men en madbelønning lokker dem hver dag tilbage. På en sjov og lærerig måde kommer vi tæt på rovfuglene og får eksempler på deres fantastiske jagt og elegante flyveegenskaber. Vi får et fremragende show på 30 minutter, hvor vi ser den majestætiske ørn, den lynhurtige falk, den uhyggelige grib, høgen og den sagnomspundne ugle.

Vi afslutter dagen med en stemningsfuld middag på Alasha, der er en af Almatys bedste restauranter. Her emmer af orientalsk atmosfære i restauranten, der er lavet som et gammelt karavanserai med ægte tæpper, keramiske fliser og en skøn duft af vandpiber. Vi nyder en flot traditionel middag og underholdes med musik og orientalsk dans.  

Kasakherne bruger falke og ørne til jagt.

Kasakherne bruger falke og ørne til jagt.

8. dag: Etno-landsbyen Huns

I dag tager vi et skridt tilbage i tiden og kommer tæt på nomadernes fortid på en spændende heldagstur til den lille familieejede landsby Huns, der ligger lidt uden for Almaty. Landsbyen fungerer som et levende frilandsmuseum. Her overværer vi et hesteshow med meget dygtige ryttere, ser bueskydning, musik og dans, og oplever hvordan de velsmagende baursak, Kasakhstans svar på Berliner Pfannkuchen, tilberedes. I næsten 1.500 år var de filtfremstillede yurter nomadernes traditionelle bolig, og vi hører om det smukke håndværk med mange detaljer og smager på hestemælk. I dag bruges mere moderne yurter som sommerhuse. Vi hører om de gamle ritualer, og måske får vi lov at overvære den lille ceremoni, der knytter sig til et barns etårs fødselsdag. Mange af de gamle traditioner er stadig i brug i de kasakhiske familier. Under besøget nyder vi en traditionel frokost i landsbyen.    

Om aftenen spiser vi afskedsmiddag sammen på en charmerende restaurant, der ligger i gåafstand fra hotellet. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag. 

En traditonel Yurt.

En traditonel Yurt.

9. dag: Hjemrejse

Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver med Air Baltic via Riga til København. Vi har en morgenmadpakke med fra hotellet, og på flyvningen serveres undervejs en lille snack med vand. Vi ankommer til København først på eftermiddagen.

Inkluderede måltider: Morgenmad.
 

Hotelinformation

Hotel Kazakhstan ***+
VisSkjul

Historisk hotel med en central beliggenhed i Almaty tæt på metrostation og med gode shoppingmuligheder i nærheden. Hotellet er en monumental bygning opført i sovjetisk stil i 1977, der i dag er Almatys vartegn og afbildet på pengesedler. Hotel Kazakhstan er også landets første skyskraber med 26 etager, og i dag er hotellet stadig en af landets højeste bygninger, konstrueret til at kunne klare et jordskælv på ni på Richterskalaen. Hotellet har spa med sauna og mulighed for tilkøb af massagebehandlinger, elevator, bar, restaurant og panoramarestaurant på øverste etage med en storslået udsigt over byen og bjergene.

Værelser

Vi bor i nyrenoverede standardværelser med aircondition, tv, sikkerhedsboks, minibar, gratis WiFi og eget badeværelse med toilet, badekar eller bruseniche samt hårtørrer.      

Læs mere om hotellet her.

Hotel Kasakhstan er landets første skyskraber.
Hotel Kasakhstan er landets første skyskraber.

Guesthouse Zhibek Zholy
VisSkjul

Enkelt familieejet guesthouse, der er smukt beliggende på toppen af en lille bakke i Kolsay Lakes Nationalpark. Herfra er der en vidunderlig udsigt til den første af Kolsaysøerne blot 800 meter fra huset. Zhibek Zholy, der betyder Silkevejen, består af tre huse med uensartede værelser, der er fordelt over to etager uden elevator. Her findes en spisestue, og har du lyst, kan du gå i russisk sauna mod betaling.

Værelser

Vi bor i alle tre huse: 

Hus 1: Her er fem firesengsværelser med fælles bad og toilet på gangen. I dette hus finder vi også spisestuen. Værelserne her benyttes som eneværelser.
 
Hus 2 og 3:  Husene er ens og består hver af syv værelser. På første etage er der tre dobbeltværelser med bad og toilet på værelset og et dobbeltværelse med bad og toilet på gangen.  På anden etage er der tre dobbeltværelser med fælles bad og toilet på gangen. Der er tillæg for bad og toilet på værelset.  

Guesthouse Zhibek Zholy er ikke luksus, men det er omgivelserne.
Guesthouse Zhibek Zholy er ikke luksus, men det er omgivelserne.

Kazzhol Hotel ****, Almaty
VisSkjul

Kazzhol Hotel er et moderne hotel med en fantastisk beliggenhed i hjertet af Almaty og med blot få minutters gang til nærmeste metrostation. Hotellet har en flot spaafdeling med fitnesscenter, indendørs pool og sauna, og der er mulighed for at tilkøbe massage og skønhedsbehandlinger til rimelige priser. Hotellet har elevator samt en hyggelig restaurant og bar.

Værelser

Vi bor i 20m2 store standardværelser med aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks, gratis WiFi og badeværelse med toilet, bruseniche og hårtørrer.

Læs mere om hotellet her.

Standardværelse på Hotel Kazzol.
Standardværelse på Hotel Kazzol.

Praktiske oplysninger

Få svar på en række praktiske spørgsmål i forbindelse med din rejse.

Værd at vide om rejsen til Kasakhstan

Kasakhstan

Kasakhstan er verdens niende største land og 63 gange større end Danmark. Her findes store mængder af blandt andet jernmalm, zink, guld, sølv, olie og naturgas. Landbruget består af kvægavl, bomuld, tobak, frugt og grøntsager. Landet er tyndt befolket med blot 18 mio. indbyggere. Der bor mere end 100 forskellige nationaliteter i Kasakhstan, hvoraf 1/3 er russere. I Stalintiden blev mange russere deporteret til arbejdslejre, og siden har der været en større russisk indvandring i forbindelse med det store rumfartsprogram.

Det enorme land har blot tre større byer: Hovedstaden Nursultan, Atyrau og Almaty. Indtil Kazakhstan fik sin selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991 var Alma-Ata landets hovedstad. Byen skiftede navn til Almaty og er stadig landets største by med ca. 1,7 mio. indbyggere. Et gigantisk projekt startede i 1997, hvor man byggede en helt ny hovedstad, Astana, i landets nordlige del. Byen har i marts 2019 igen skiftet navn nu til Nursultan, og er verdens koldeste hovedstad.

Man har religionsfrihed i Kasakhstan. Ca. 70% er muslimer, 27% er kristne især fra de slaviske og tyske etniske grupper, og resten tilhører andre trosretninger. Kazakhstan er meget anderledes end de fleste andre muslimske lande. Her bærer ingen kvinder slør eller tørklæde, minareterne kalder ikke til bøn og øl, vin og spiritus er tilladt overalt. De gamle nomaders ritualer spiller en større rolle end den muslimske tro.

Beklædning

Til opholdet i naturparkerne: Medbring gode vandresko og en let regnfrakke, da vejret i bjergene kan være uforudsigeligt. Vi anbefaler desuden lange bukser og en tynd langærmet skjorte. En myggespray, solcreme og solbriller er ligeledes godt at tage med.   

Elektricitet & vandforsyning

220V med samme stiktype som i Danmark. I nationalparkernes findes ganske få overnatningssteder, og her kan strømafbrydelser forekomme. Vandet opvarmes via en generator. 

Indkøb

Prisniveauet er meget lavt i forhold til i Danmark. I Kasakhstan kan der med fordel købes krydderier, tørrede frugter, chokolade, sølvsmykker og kunsthåndværk lavet af filt.   

Klima

I Kasakhstan er der store temperaturforskellen helt fra minus 40 til plus 40 afhængig af, hvornår og hvor man opholder sig i landet. Vi rejser på den bedste årstid, hvor der ikke er de store temperaturforskelle og hvor det er muligt at besøge de vidunderlige nationalparker. Bemærk, det kan være lidt køligt i nationalparkerne om morgenen og om aftenen, så husk lidt varmt tøj.

Gennemsnitstemperaturer i Almaty:
Maj: Ca. 19 grader
Juni: Ca. 25 grader
Juli: Ca. 27 grader
August: Ca. 24 grader
September: Ca. 19 grader.

Mad & drikkevarer

Kasakhstan er verdens mest kødspisende land. Køkkenet er påvirket af landets nomadiske livsstil med indflydelse fra det russiske køkken. Kød i forskellige former har altid været den primære ingrediens i det kasakhiske køkken. De klassiske retter er:

Palau: En traditionel risret med kød blandet med gulerødder og oftest med rosiner, hvidløg og kikærter.   

Dumplings: Kød eller grøntsager indpakket i en tynd dej, der koges.

Shashlik: Spyd med lækre grillede kødstykker.  

Hestekød: I mange lande er det ikke velset af spise hestekød, men i Kasakhstan er det en specialitet og nærmest en ære at spise det dyre hestekød, som nydes ved særlige lejligheder.

Nationalparkerne

I nationalparkerne kører vi med erfarne chauffører og lokalguide i moderne 4-hjulstrækkere med plads til 3-4 personer i hver bil. Der er plads til én kuffert pr. person i bagagerummet. På turen i baglandet køres dels på almindelige veje med stop i små landsbyer og dels off-road. Det er ikke bumpeture, men der køres ad mindre veje uden asfalt, hvor busser ikke kan komme frem.

Medbring gerne lommeletter/toiletpapir og hånddisinfektionsgelé/håndsprit i forbindelse med udflugterne i nationalparkerne. Standarden på offentlige toiletter og i landområder kan forekomme meget enkle.

Vi bor i privat guesthouse, hvor værelserne dels er med eget bad og toilet og dels med badeværelse på gangen. Bemærk, der er tillæg for eget badeværelse på værelset. Normalt sælges der ikke øl og spiritus i de private overnatningssteder i nationalparkerne, men det er tilladt at medbringe og drikke i spisestuen, hvis man har lyst. Der drikkes udelukkende te til morgenmad, så medbring evt. instantkaffe, hvis du gerne vil have kaffe. Morgenmaden i nationalparken er efter danske forhold lidt enkel. Den består oftest blot af en portion havregrød og lidt brød evt. med ost og marmelade samt æg. Det er en god idé at medbringe lidt frugt og kiks i forbindelse med turen i nationalparkerne.

Telefon

I nationalparkerne er der ofte dårlig internetforbindelse, og mobilen kan ikke altid benyttes.

Tidsforskel

+4 timer (når vi har sommertid i Danmark) 

Vaccinationer

Der kræves ingen. Statens Serum Institut og Rejseklinikken anbefaler dog visse vaccinationer mod blandt andet Hepatitis A og Difteri.

Se eventuelt www.rejseklinikken.dk og www.vaccination.dk. Vi anbefaler, at egen læge kontaktes cirka 6 uger før afrejse for nærmere information. Rejseklinikken i Charlottenlund giver rabat til gæster fra Vitus Rejser. Klinikken kan nås på telefonnummer 39 63 01 15. Husk at medbringe dit rejsebevis som dokumentation.

Valuta

Tenge (KZT). Medbring USD eller EUR til veksling ved ankomst. Kreditkort kan bruges i Almaty på hoteller, større restauranter og butikker, men ikke på markeder og uden for storbyen. Der findes hæveautomater i Almaty.

Visum

Siden 2017 har Kasakhstan været visumfrit for danske statsborgere. Passet skal dog været gyldigt i mindst seks måneder og have mindst to blanke sider.