Egypten
FlodkrydstogterRundrejserPåskerejser
Flyrejser Krydstogter

Egypten · Cairo & Krydstogt på Nilen

Fra 16.999,- pr. person

11 dage

  • 2025:
  • jan
  • feb
  • mar
  • apr

Egypten er magisk, mystisk og dragende. Templer, pyramider og kulturskatte vidner om faraoernes rige ved Nilen, hvis historiske betydning og rigdom er intet mindre end enestående. Vi oplever Cairo, flyver til Luxor og sejler med et lækkert 5-stjernet skib op og ned ad Nilen, mens vi undervejs dykker ned i landets fantastiske historie og kultur. 

Rejs med til det evigt fascinerende Egypten og bliv klogere på landets tusindårige historie, hvor landet har været regeret af forskellige faraoniske dynastier og sidenhen af både persere, grækere og romere. Her venter historier og monumenter i absolut verdensklasse. 

Vi skal høre om de kendte faraoer som Ramses II, Tutankhamon samt de legendariske dronninger Hatshepsut og Nefertari, ligesom vi skal fordybe os i den egyptiske gudeverden - og her er der nok at tage fat på. Vi bliver blandt andet klogere på solguden Ra, skabelsesguden Amon, dødsrigets hersker Osiris, falkeguden Horus, krokodilleguden Sobek og magiens gudinde Isis. Vi skal selvfølgelig også høre om verdens første papir, der blev fremstillet i Egypten for over 5.000 år siden af fibrene fra papyrusplanten.

Vi starter vores rejse i Egyptens hovedstad Cairo som er kaotisk, storslået, irriterende og smuk på én og samme tid. Luften genlyder med opfordring til bøn fra byens mange minareter og blander sig med en symfoni af tudende bilhorn i de støvede gader. Midt i det hele kan man pludselig få øje på en gammel æselvogn lastet med varer på vej til et af byens lokale markeder. Cairo er gigantisk, og så er den ikke mindst hjemsted for nogle af oldtidens allerstørste skatte. Vi ser byens højdepunkter samt de ikoniske pyramider i Giza. 

Fra Cairo flyver vi til Luxor, hvor vi går ombord på vores elegante 5-stjernede skib. Her bor vi i behagelige og nydeligt indrettede kabiner. Vi bliver forkælet af skibets gode køkken, og så kan du se frem til at nyde Nilen fra første række, mens skiftevis frodige bredder og endeløs ørken glider forbi. Det er nemt at følge med i livet omkring os fra skibets soldæk som byder på et indbydende poolområde og skyggefulde liggestole.

Luxor var i oldtiden hovedstad og et verdenscentrum med mægtige faraoer ved tronen. I dag kaldes området verdens største frilandsmuseum, og vi besøger selvfølgelig de unikke helligdomme som det imponerende tempelanlæg Karnak, Luxortemplet samt Kongernes Dal.

Vores sejlads går til Aswan, den gamle sydlige grænseby ved Nilen, som netop her viser sig fra sin smukkeste side omgivet af ørken og elefantlignende granitklipper. Her skal vi besøge den imponerende Aswandæmning og verdens største menneskeskabte sø samt blive klogere på det nubiske folk, som levede netop her, det mest charmerende sted i Egypten.

Program

Ophold

Inkluderet i rejsen

  • Fly Egypt Air København-Cairo t/r
  • Fly Egypt Air Cairo-Luxor t/r
  • Alle skatter og afgifter
  • Visum til Egypten værdi kr. 210,-
  • Transfer lufthavn-hotel/skib t/r
  • 3 nætter i Cairo på Cairo Pyramids****
  • 7 nætter på Nil-krydstogtskib MS Crown Emperor*****
  • 10 x morgenmad (2.-11. dag)
  • 9 x frokost (2.-10. dag)
  • 7 x middag (4.-10. dag)
  • Besøg ved trinpyramiden i Sakkara samt ved de store pyramider og sfinksen i Giza, inkl. entré
  • Besøg på papyrus-virksomhed
  • Byrundtur i Cairo med engelsktalende lokalguide
  • Besøg på Det Egyptiske Museum i Cairo, inkl. entré
  • Besøg i en moské og en koptisk kirke i Cairo
  • Besøg i basaren Khan el-Khalili i Cairo
  • Udflugt til Karnaktemplet og Luxortemplet
  • Udflugt til Kongernes Dal
  • Besøg i arbejdergravene Deir el-Medina
  • Besøg ved Memnonkolosserne
  • Besøg ved Kom Ombo-templet
  • Udflugt til Aswandæmningen
  • Besøg ved den ufuldendte obelisk og Philaetemplet
  • Feluccasejltur i Aswan
  • Besøg i nubisk landsby
  • Alle passager- og havneafgifter
  • Kuffertservice ved ind- og udskibning
  • Drikkepenge til personale på hotel, skib, chauffører og lokalguide, værdi kr. 300,-
  • Engelsktalende lokalguide på alle udflugter
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen
Info

Passer rejsen til dig? 

Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
 
Er du mindre godt gående, anbefaler vi datoerne med vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.

Se alle ”I ro og mag”-rejser her.

Krydstogtskib på Nilen

Afhængigt af rejsetidspunkt og lokale forhold i Egypten kan vi sejle på Nilen med forskellige skibe. Det vil dog altid være 5-stjernede skibe af samme høje standard stort set ens indrettet. 

Sejlrute og rækkefølge af udflugter

Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ændringer i sejlruten og ændringer i rækkefølgen af udflugterne.

Praktiske informationer

Værd at vide om din rejse til Egypten

Bagage

Når du flyver med Egypt Air, må du medbringe 23 kg i indtjekket bagage samt 8 kg i håndbagage. Din håndbagage må ikke overstige et samlet mål på mere end 115 cm (længde + bredde + dybde).

Drikkepenge

Det er kutyme at give drikkepenge i Egypten. I rejsens pris har vi inkluderet drikkepenge til skibets besætning samt drikkepenge i forbindelse med de inkluderede udflugter jvf. programmet. Det er normalt altid at honorere personale på hotellet eller lokale restauranter med en lille skilling. Typisk giver man cirka EGP 10, svarende til cirka 2,50 kroner, hvis man får hjælp til sin kuffert, og på lokale restauranter lægger man omkring 10% oveni. Det er ligeledes normalt at give drikkepenge på udflugterne til chauffør og lokalguide. Rejselederen kan eventuelt være behjælpelig med råd og vejledning i forbindelse med drikkepenge. 

Etikette

Befolkningen i Egypten er generelt venlige og imødekommende. Det forventes, at man følger landets normer med hensyn til påklædning. Kvinder skal bære tøj, der dækker albuer og knæ. Skal man besøge en moské eller en helligdom, forventes det at du klæder dig respektfuldt – spørg gerne rejselederen, såfremt du er i tvivl.

I Egypten peger man ikke, da det anses for uforskammet, ligesom at tegnet thumbs up virker anstødeligt. Sørg altid for at holde skosålen på jorden – det anses for anstødeligt at vise sine fodsåler. 

Elektricitet

220 volt-stikkene er anderledes end i Danmark. Vi anbefaler, at man medbringer et adaptersæt.

Indkøb

Egypten er et billigt land. Der kan med fordel købes tøj, guld, vandpiber, keramik, krydderier, kunsthåndværk, papyrus og andre souvenirs. Der er et stort udbud af kopivarer i landet.

Klima

Egypten har ørkenklima, hvilket gør, at morgener og aftener ofte kan være kølige.

Gennemsnitstemperaturer:
Oktober: Ca. 30 grader
November: Ca. 26 grader
December: Ca. 22 grader
Januar: Ca. 21 grader
Februar: Ca. 22 grader
Marts: Ca. 24 grader
April: Ca. 28 grader

Aircondition: I Egypten er aircondition meget brugt, både på hoteller, skibe, restauranter og busser. Det kan derfor være praktisk at have en trøje med til køligere stunder.

Religion

90% af befolkningen i Egypten er sunnimuslimer, og Islam er statens officielle religion.

Sikkerhed

Sikkerhedssituationen i Egypten er varierende. Hold dig eventuelt opdateret her på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Som i den øvrige verden opfordres man til ikke at efterlade sine ting uden opsyn, og medbringer du ting af værdi, opfordres du til at bruge hotellernes værdiboks eller deponere værdier i receptionen.

Sprog

Det officielle sprog er arabisk, men generelt kan man begå sig overalt på engelsk.

Telefon / Internet

Det er dyrt at bruge mobilen i Egypten. Tjek eventuelt med dit mobilselskab med hensyn til dækning og priser. De fleste hoteller har internetservice mod betaling. Flere og flere hoteller har dog fået gratis WiFi - MEN WiFi fungerer generelt meget langsomt i Egypten - og er kun beregnet til korte søgninger og beskeder - regn ikke med at kunne downloade film og videoer! Ombord på Nil-krydstogtskibe er der også WiFi, men det fungerer ikke altid! 

Tidsforskel

I vores vintertid er Egypten 1 time foran os (+1). Om sommeren har Egypten samme tid som i Danmark, eftersom de ikke har sommertid.

Vaccinationer

Statens Seruminstitut og Rejseklinikken anbefaler visse vaccinationer. Se eventuelt www.rejseklinikken.dk eller www.vaccination.dk.

Ved længere rejser anbefales vaccinationer mod Hepatitis A, difteri og stivkrampe

Bakteriefloraen i Egypten er anderledes end i Danmark. Drik aldrig vandet fra vandhanen, og børst tænder i vand fra flaske. Medbring gerne hånddesinfektionssprit, og hav fokus på din håndhygiejne. 

Valuta

Valutaen er Egyptiske Pund (EGP).

100 EGP = 22,50 DKR, pr. 29. februar marts 2024.

Langt de fleste internationale kreditkort kan anvendes (medbring evt. VISA og MasterCard), dog anbefales det, at man har nogle kontanter på sig til brug ved for eksempel taxi-kørsel, drikkepenge og til indkøb i mindre butikker og på markeder. Du kan ikke veksle til egyptiske pund i Danmark, hvorfor vi anbefaler at du medbringer amerikanske dollars eller Euro, som kan veksles til lokal valuta på de fleste hoteller eller i banker. Flere steder er det muligt at hæve lokal valuta i hæveautomater.

Visum

Der er visumpligt til Egypten for danske statsborgere. Alle med dansk pas får visum i Cairos ankomstterminal. Selve visummet er et viseringsmærkat, der klistres i passet og efterfølgende stemples i paskontrollen. I flyet udleves der et indrejsekort, som udfyldes og vises sammen med passet i paskontrollen. Visum til Egypten koster kr. 210 pr. person, og gebyret er inkluderet i rejsens pris.

Rejseleder og lokalguider

Bemærk venligst, at i henhold til egyptisk lovgivning er det kun landets engelsktalende lokalguider, der har tilladelse til at guide på alle udflugter i Egypten. Man kan altid henvende sig til rejselederen for uddybende information. Rejselederen vil derfor i højere grad fungere som serviceguide, og på skibet vil rejselederen afholde informationsmøder om den kommende udflugt. Selve udflugten vil blive gennemført på engelsk med lokale guider.

Pas

Bemærk, at dit pas skal være gyldigt i seks måneder efter hjemrejsedatoen, og der skal mindst være to blanke sider til stempling/visering.

Særligt om regler om indførsel af frø, planter og planteprodukter fra lande uden for EU

I henhold til Plantesundhedsforordningen skal vi oplyse om, at det ikke er tilladt at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter herunder snitblomster fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et officielt plantesundhedscertifikat.

Reglerne gælder for rejsende, som medbringer planter og planteprodukter i bagagen eller som en del af deres personlige bagage.